Læserbrev - Ja, hvad med Tørsbøl

Så er det snart, det sker. Børnehaven i Tørsbøl flyttes til Kværs. Kværs er inde i en god udvikling med kultur og kunst – det kan vi alle være stolte af. Og hvad med Tørsbøl? Vi skal strenge os an og gøre os lækre på en anden måde, for at supplere Kværs. Lad os satse på natur og idyl, det koster ikke mange penge, og er smukt og fredeligt. Derfor skal vi have beplantning langs vejene, læhegn, biotoper samt borger- og turistvenlige cykelstier, så ”det knyttes sammen, hvad der hører sammen”, nemlig Gråsten, Kværs, Tørsbøl og Rinkenæs – som en firkløver, der kan tiltrække nye beboere, når nu motorvejen Sønderborg-Kliplev er på vej. Også derfor kan cykelstien ad Buskmosevej ikke vente. Og én ting mere: Det er kedeligt at se forfaldne og tomme bygninger på landet, og derfor skal nuværende beboere og ejere gives mulighed og incitament til at renovere og rydde op – herunder gennem statslige eller kommunale støtteordninger. Initiativet skal komme fra os i landsbyen, og det er vigtigt, at kommunen tager os alvorligt som partnere i et fælles projekt.


Karin Festersen, Tørsbøl
Kandidat for Slesvigsk Parti i Sønderborg/Liste S.




sidste Update 12.10.09, Patrick Köhler